Fællesaktiviteter

At bruge tid på fællesaktiviteter for hele holdet er både muligt og faktisk også nødvendigt, når man underviser. Jeg anvender bl.a. følgende:

  • Musikalske puslespil og vendespil
  • Musikalsk Kryds & Bolle
  • Becifringslære
  • Find-3-fejl og rytmehus
  • Improvisation
  • Aktiv lytning og sparring
  • Musikhistorie
  • Quiz’er
  • Skriv/læs ord på tangenter, på tavlen eller på mobiltlf.app
  • Teknikøvelser også kaldet finger-fitness

Sammenspil

Det siger sig selv, at vi spiller meget sammen, for nogle kan jo snuppe den ene hånd i den fælles melodi, andre den anden og andre igen sikkert spille med begge hænder. Vi transponerer stykker eller leger med materialet, så vi pludselig får en helt ny rytme ind ­– med andre ord: vi bruger vores fantasi og vores gehør til at udvikle musikaliteten.

Ved sammenspil lærer børnene at holde pulsen og at lytte efter andre. Noget, der bliver meget let forståeligt i arbejdet med sammenspillet er modsætninger i musikken: piano – forte, staccato – legato, hurtigt og langsomt. Vigtige elementer at lære fra starten.

Alene-tid med læreren

Der skal naturligvis bruges tid på den enkelte elev, og her er det væsentligt, at eleven – selv de yngre elever – med tiden finder ud af, at jeg som lærer fungerer som konsulent. Jeg går en runde og lytter til hver enkelt. Hos nogle bliver jeg bare kort tid og konstaterer, at arbejdet går fint fremad, guider med få ord og viser anerkendelse for godt arbejde. Evt. giver jeg en ekstra opgave til de, der er kommet længst.

Hos elever, der har behov, bliver jeg længere tid og hjælper igennem en vanskelig passage, eller hvad der lige nu er udfordringen. Alle får opgaver, der svarer til deres niveau, så de kan klare sig med kun lidt hjælp fra mig. Dermed kan der være 2 eller 3 niveauer på samme hold hvad angår sværhedsgrad af stykkerne, vi spiller.

Imens jeg hjælper en elev, øver de andre med hovedtelefon på, eller jeg har sat én eller flere til at arbejde med en opgave fx på tavlen. Det kan eksempelvis være at udfylde nogle tomme takter med rytmer. Så kan hele holdet være med til at klappe rytmer samlet eller en takt hver. Her slår jeg to fluer med ét smæk – eleven, der er færdig med sin øvning kan skrive rytmer ned, som jeg ellers skulle have brugt tid på, og i stedet får jeg hjulpet en anden elev med lektien.

Holdundervisningen som form

Jeg er helt sikker på, at mine elever på hold lærer lige så meget, som dem jeg har solo! De lærer bare ikke nødvendigvis det samme.

Efter hver sæson kan jeg flytte rundt på elever, i takt med at de udvikler sig eller har brug for ekstra støtte. Det er nemt med mange hold.

Mit ansvar som lærer er, at den enkelte elev er det rette sted. På det rette hold eller solo.

Indkøbskurv
Scroll to Top